“SF åbner for krig på landjord”…

… er en artikel i Berlingske i søndagens avis. Så står verden sQ da ikke længere.

Men det er jo nok den eneste løsning på Libyen-problematikken. Man kan jo ikke “smart-bombe” sig ud af alle problemerne. Der kommer et behov for såvel humanitær assistance i form af mad og medicin mm, samt et behov for at sikre førnævnte humanitære indsats. Gadaffi vil højst sandsynligt bruge alle tænkelige – og desværre også Utænkelige – midler til at beskytte egne interesser. Der har vi jo tidligere set hans hensynløshed overfor egen befolkning. Det man kan forestille sig, er brugen af civile skjold. Altså vil koalitionen ikke kunne bombe uden at ramme civile ofre. Det vil smide benzin på hans bål og give ham forspringet hos hans tilhængere, da han kan sige at:” NATO og FN dræber min befolkning mens jeg prøver at beskytte dem.”

At den nye FN resolution ikke åbner for en “besættelsesstyrke” på landjorden, er jo ikke en synderlig stor kæp i hjulet, for dem som ønsker at sætte tropper ind. Det er jo blot et spørgsmål om formalia. Kald dem noget andet og derved omgå FN – det er set før!

Men at SF(!) melder sig ind i diskussionen på den PRO side – ja den er sQ ny. Vi har i øjeblikket et træk på Hæren på ca. 750 mand i Afghanistan, dertil skal lægges de 750 mand der er igang med træning forud for næste mission (altså dem der skal derned til sommer). Så lægger vi lige 750 mand til regnestykket, som lige er kommet hjem. Blot disse tre enheder er samlet set 2200 mand -lavt sat. Dertil skal vi tænke på, at man som soldat, ikke kan nøjes med at være hjemme i et halvt år mellem de forskellige udsendelser…så er vi sQ strukket jævnt tyndt ud efterhånden. Og hov! Vi har jo også lige et flok soldater i Libanon…

Jeg kan slet ikke se at DK skulle kunne bidrage med noget pt. Vi er alt for hårdt spændt for – på såvel mandskabssiden som på økonomisiden. Men det er da flot at SF – dem der altid brokker sig over vi har et forsvar – nu melder at “DK skal bidrage” og “DK kan ikke se passivt til”. Til det må jeg sige: ENIG! Vi KAN ikke se passivt til! Vi SKAL hjælpe! Men det kræver altså en ændret holdning blandt de “passive” partier på Christiansborg.

Det kræver penge på bordet!

Vi kan jo ikke opretholde et tilpas højt uddannelsesniveau uden at få tilført midler, når man samtidig øger de forskellige engagementer rundt omkring i verden. Du går jo heller ikke til købmanden uden penge! Eller regner med at du kan få flere børn uden at det koster ekstra. Afghanistan koster penge – MANGE penge. Det samme vil Libyen, hvis vi skal derind. Og man må ikke glemme, at Libyen reelt har en hær. Med 800 kampvogne – hvoraf en del dog ikke er i super fin stand. Men det er altså ikke bare ren “Walk-over” som man så i Irak 2.0 og ISAF…hvor befolkningen gerne ville have os ind. Her er der jo stadig en ret stor del der er tro mod Gadaffi. Det nærmer sig lidt mere en “Landkrig” – og den koster dyrt.

Men frem med checkhæftet SF – så skal vi da nok klare den også. Det er nemlig det os professionelle soldater kan finde ud af, og vi gør det til trods for tilråb fra diverse “røde mennesker” i samfundet og til trods for SF’s, til stadighed, verbale nedsabling af de danske tropper og deres hårde arbejde!